Hvor er mænd dog irrationelle!

Se nu fx i forgårs … I nogle dage havde der været en kæmpe, og jeg mener kæmpe edderkopi i badeværelset ovenpå. Den lå helt ude ved væggen, men eftersom den lå samme sted, de efterfølgende gange jeg kom der, gik jeg ud fra, at den var død.

Alligevel kunne jeg ikke forhindre mig selv i at kigge i dens retning, før jeg satte mig på wc’et. Jeg bryder mig ikke om at tage hasarderede risici.

Nå, men i forgårs var den der pludselig ikke længere. Jeg spurgte min mand, om han havde fjernet den.

Cyril: Næ.
Britt: Nå? Så må det være Sacha (datter, 15 år), der har fjernet den, da hun gjorde badeværelset rent. Det må jeg nok sige. Hun er modig.
Cyril: Modig? Hvorfor det?
Britt: Fordi hun har fjernet edderkoppen.
Cyril: Den var død!?!?

Og så er det, at jeg forbavses. Vi har været gift i syv år. Cyril var ikke ligefrem uberørt, da jeg mødte ham. Jeg mener … han burde kende kvinder. Tror han vitterligt, at kvinder er bange for edderkopper af fornuftige årsager?

I øvrigt er jeg ikke bange for edderkopper. Jeg synes bare, at de er ulækre, og jeg vil ikke have noget med dem at gøre. Jeg ved godt, at det lyder ligesom, når en bestemt type mænd siger: “Jeg har skam intet imod bøsser. Bare de holder sig fra mig.”

Jaaah …

Det ville vist svare til, at en kvinde sagde:

“Jeg har skam intet imod store, stærke negre. Bare de holder sig fra mig.”

Nåhå?

Ja, så tror vi på den, og på den med storken. Og julemanden, når vi nu er i gang.

Nå, men jeg er ikke som sådan bange for edderkopper, fordi jeg løber ikke skrigende væk, når jeg ser en. Jeg beder som regel bare Cyril om at fjerne den, hvilket han som regel (dog let sukkende) gør.

Bare ikke denne kæmpe-edderkop, der godt nok var død.

Så da Sacha kom hjem fra skole, roste jeg hende:

Sacha: Den edderkop, som Tikva (hundehvalp) har leget med? Jeg har ikke fjernet den.
Britt: Har du ikke? Er du sikker?

Ja, selvfølgelig var hun sikker.

Spørgsmålet er så bare: Hvem fjernede edderkoppen? Eller er den selv gået derfra? Har vi en levende zombie-edderkop iblandt os et sted i huset?

Jeg er blevet et nyt menneske. Genfødt. Forandret. I hvert fald for en tid …

Den gamle Britt var udpræget til meget varme bade. Tættere på 40 grader end 38. Brusebad til hverdag, men dejligt varme karbade, når tiden tillod det. Gerne med nogle æteriske olier i, og med hovedet helt under vand, så kun næse og øjne stak op over.

Alt dette fik en brat ende!

For en måneds tid siden, en mandag formiddag, løb vi tør for olie. Det er jo ellers ikke lige det, man tænker over om sommeren, men selvfølgelig bruger vi da en del vand, især varmt. To teenagere og to voksne i familien, plus en hund, som også jævnligt kommer i bad. Det kræver sin olie

Nå, men altså ikke mere olie eller varmt stads, og ingen kunne tilsyneladende levere med det samme. Forbløffende! Er der virkelig så mange, der får leveret olie om sommeren? Nå, men fredag ville de da forbarme sig over os og komme. Selvfølgelig for en vis modregning (624 euro for 1000 liter).

Så der var kolde brusebade. De første par dage var jeg en tøsepige og nøjedes med etagevask, men så tog jeg mig sammen. Huuuuuuuhhhh …. Det var den ondehylemig koldt! Kan man ikke dø af den slags? Hjertestop? Aïeee …

Nå, men det holdt alligevel, og efter nogle minutter var det faktisk ganske behageligt. Hmm… Jeg var heller ikke svedig et par minutter efter, at jeg var kommet ud af badet for en gangs skyld. Ikke så tosset.

Fredag morgen fik vi en kedelig overraskelse. Oliemanden havde været der kl. 8, mens vi lå og boblede endnu. Han kunne først komme tilbage onsdagen efter. (Klokken 7 i øvrigt, men nu var vi da advaret.)

Så fik vi mere tid til at vende os til de kolde brusebade, og jo mere, jeg prøvede, desto bedre kunne jeg lide det.

Da olien og varmen vendte tilbage, havde jeg ændret vaner. Godt nok tager jeg ikke helt koldt bad, men jeg sætter temperaturen på 28 grader, og starter med at bruse mig med det samme, mens vandet er koldt. Kun fødder og ben, ansigt, hænder og arme og andre mindre sarte egne af kroppen, men det frisker alligevel.

Nu må vi se, om jeg er lige så cool til vinter

I Frankrig har man altid — i de officielle kredse — haft mere tiltro til alternativ behandling, end man har i Danmark. Vi har fx tilskud til kinesiologer. Det overrasker mig derfor ikke så meget at læse om æteriske olier og aromaterapi i månedsbladet “Psychologies”, der handler om … ja, det har du nok gættet

Derimod overraskede det mig trods alt at se, at den bog, som artiklen blandt andet handlede om, var skrevet af en læge, Jean-Pierre Willem, der desuden er medgrundlægger af foreningen “Læger uden grænser (Médicins sans frontières).

Okay, når man tænker sig om er det måske ikke så underligt endda, fordi trods alt … når jeg begiver mig ud i vores have og ser pilen spejle sig i vandet, så ved jeg godt, at dens bark kan bruges imod hovedpine. Den indeholder nemlig samme stof, som kodimagnyl bliver lavet af. De fremstilles bare syntetisk. Hvad skulle der være galt med “the real thing”?

Jeg kan huske, at Cyril altid har sagt, at det, der er galt med naturmedicin, er, at det er vanskeligere at måle. Digitalis hjælper mod hjerteproblemer, men der er forskel på mængden af det aktive stof i en frisk blomst om foråret end efter en tørke om sommeren, eller bare fra blomst til blomst. Syntetisk fremstillet er det lettere at vide, nøjagtigt hvilken mængde der er af stoffet i en dråbe eller en pille.

Nå, men at gnide sig med velduftende olier har været brugt i årtusinder. Det er sjældent farligt. Dog advarer de i artiklen imod, at man ikke må bruge disse æteriske olier, hvis man er gravid eller har astma.

Artiklens bog handler i øvrigt om 50 stressede situationer i dagligdagen, og ikke mindst modtrækket rent oliemæssigt. Der er lækre og inspirerende opskrifter på massageolie til ansigtet, maven og nyrerne, eller olier, der skal indåndes i damp eller sågar indtages.

Med hensyn til damp kan man med fordel dryppe olie i det varme badekarre og lade sig glide ned i det og nyde de sunde dampe. Det kan bare ikke anbefales at bruge pebermynteolie til det formål. Det prøvede jeg engang. Selv om vandet var 40 grader, føltes det som -20 … brrrr …. Mere om koldt vand i morgen.

I lørdags havde jeg hovedpine, og jeg fandt de sørgelige rester af to supermarkedschilier frem. Gnaskede på dem. Deres skind var blevet så tykt og blødt, at der ikke var meget glæde ved det. Men når nu jeg ved, at det hjælper mig imod hovedpine, så …

For gud hvilken gang sukkede jeg over, at vi ikke havde flere af de lækre syltede chilier på dåse fra Yarden, og som vi plejer at købe i Paris. Det var mindst et halvt år siden, at vi sidst havde været der, og sidste dåse var spist for en måneds tid siden, hvor Cyril og jeg fik et flip en sen aften og spiste 10-12 chilier hver.

Da Cyril så mit triste og lidende fjæs, spurgte han: Skal vi tage til Paris og købe chilier?

Min hovedpine var næsten forsvundet bare ved disse ord Så vi besluttede at køre tidligt søndag morgen. Det kvarter, 9ende arrondissement, som vi skulle besøge, holder nemlig lukket om lørdagen og åbent om søndagen. Det er dejligt, for der er ikke ret meget trafik i Paris om søndagen, så turen går glidende både ud og hjem.

Vi tog af sted kl. 6, og ankom 8:30. Først en skuffelse — vores sædvanlige morgenmadssted havde fået nye ejere. Det var bestemt ikke lige så godt, og priserne havde fået nogle ordentlige hak opad. Brød og drikkevarer til fire personer blev 17 euro. 1 euro er ca. 7,50 dkk, så kan du selv regne om.

Da vi havde spist, gik vi til vores stam-boghandler, Colbo. Anaëlle, der styrer butikken, var netop ved at åbne, da vi kom, og hun sagde: “Næææh, Malka-stammen”, da hun så os fire forventningsfulde landboere stå der og vente på hende

Så fandt vi bøger og kalendere og havde en hyggelig snak. Anaëlle blev rigtig glad for de solmodne druer, vi havde med til hende fra vores have.

Vi shoppede lidt videre andre steder, fandt vores sædvanlige spisested lukket ekstraordinært denne dag, øv, men spiste på vores sædvanlige aftenspisested, Chez David. De var glade for at gense os, og vi fik en lækker frokost: grillmad/couscous.

Herefter gjaldt det chilierne!

Hos Angelo, hvor vi plejer at købe dem, var der kun 2 dåser tilbage, men vi fandt 2 yderligere dåser i en anden butik. Så tilbage til Angelo for at købe frostvarer. Det var ikke ham selv, der var der, men to hjælpere.

Mens vi var ved at betale, kom der en dame ind i butikken.

Jeg må hellere lige indskyde for dem, der ikke kender 9ende arrondissement i Paris, så er ca. 99 % af butikkerne i området jødiske. Også Angelos. Det indebærer, hvad skal vi sige, visse restriktioner i vareudvalget.

Damen var åbenbart ikke klar over det, på trods af, at der stod “kasher” på både fransk og hebraisk på ruden, for hun kom ind og spurgte, om de havde skinke.

Den målløse mand bag disken svarede nej, hvorefter vi alle brød sammen i grin, da damen havde forladt butikken. Jeg frygter bare, at hun vil stille samme spørgsmål til de to slagtere længere henne ad gaden.

Vi var hjemme igen kl. 17:30. Nu glæder jeg mit til at smage knasende, sprøde saftige chilier, der er stærke, men ikke så stærke, at det overdøver smagen. Uhmmm …

Nogle mennesker tåler simpelthen ikke kritik. Man kan ikke sige et ord om noget som helst — heller ikke selv om de selv har bedt om det — og så bliver de sure.

Det er ikke den slags kritik, jeg vil tale om her. Jeg vil tale om den kritik, man selv udøver imod sig selv. Ikke den kritiske kritik, men den skadelige kritik.

Hvori består så forskellen?

Tjoh, hvis du hele blokerer dig selv ved at sige til dig selv, at det, du laver, ikke er godt nok, at det er kedeligt, at det er elendigt, at du er fed, grim og kedelig, så er det skadelig kritik, for du kan ikke bruge det til noget.

Jeg bruger selv den form for kritik. Ikke på mit udseende Ironisk nok, ville nogen mene. Næh, jeg bruger det som alle tiders undskyldning for ikke at skrive en roman.

Hver gang jeg får en idé, eller hver gang (sjældnere) jeg sætter mig ned og skriver noget, så kommer den indre kritiker hele tiden op til overfladen:

“Ingen gider at læse det …”

“Det er kedeligt og amatøragtigt …”

“For forudsigeligt …”

Eller også retter jeg stave- og grammatikfejl i en uendelighed i stedet for bare at skrive derudaf … eller hedder det derudad? Der kan du bare se!

Hvis du — og jeg — skal frem i verden, så dræb den indre kritiker, når han ikke kommer med konstruktiv kritik, men udelukkende destruktiv!

Kill, kill, kill!