Nogle mennesker tåler simpelthen ikke kritik. Man kan ikke sige et ord om noget som helst — heller ikke selv om de selv har bedt om det — og så bliver de sure.

Det er ikke den slags kritik, jeg vil tale om her. Jeg vil tale om den kritik, man selv udøver imod sig selv. Ikke den kritiske kritik, men den skadelige kritik.

Hvori består så forskellen?

Tjoh, hvis du hele blokerer dig selv ved at sige til dig selv, at det, du laver, ikke er godt nok, at det er kedeligt, at det er elendigt, at du er fed, grim og kedelig, så er det skadelig kritik, for du kan ikke bruge det til noget.

Jeg bruger selv den form for kritik. Ikke på mit udseende Ironisk nok, ville nogen mene. Næh, jeg bruger det som alle tiders undskyldning for ikke at skrive en roman.

Hver gang jeg får en idé, eller hver gang (sjældnere) jeg sætter mig ned og skriver noget, så kommer den indre kritiker hele tiden op til overfladen:

“Ingen gider at læse det …”

“Det er kedeligt og amatøragtigt …”

“For forudsigeligt …”

Eller også retter jeg stave- og grammatikfejl i en uendelighed i stedet for bare at skrive derudaf … eller hedder det derudad? Der kan du bare se!

Hvis du — og jeg — skal frem i verden, så dræb den indre kritiker, når han ikke kommer med konstruktiv kritik, men udelukkende destruktiv!

Kill, kill, kill!