Så er jeg endelig i gang.

Jeg har drømt om det i 45 år, næsten, og jeg er så bange! Det er vitterligt som i mine mareridt, hvor jeg ser vand, swimmingpools, altid, kultiveret vand, ikke hav med bølger. Men kunstigt vand, klorvand, indespærret … Og jeg skal ud i det, trække vejret uden at få vand i lungerne. Bevæge mig i det uden at trækkes ned. Jeg er bange for dybderne, mørket, det ukendte.

Men jeg gør det sgu’! Nemlig. Som en begynder der første gang kravler op på ti-meter-vippen og kigger ud over svømmehallen, folks skrig og grin, der lyder langt væk … den kolde sved på ryggen, stilheden, tavsheden, mens armene strækkes ud, bøjes ned, nu hovedet ned … Sekunderne inden springet, hjertet der stopper … rækker ud efter evigheden og altheden. Så springet, gyset, vandet, der lukker sig om kroppen, hovedet, hjertet, ørerne, og så … Så er det overstået. Trækker vejret igen oven vande, griner, hører lydene igen, folk der råber højt, snakker, ler og livet er i gang igen.

Sådan er det at starte en roman