En paraply fra himlen
Da jeg var barn, vandt min far en rejse til England. Firmaet havde en salgskonkurrence kørende, og han solgte flest bogholderimaskiner. Ak, ja, det var dengang, hvor selv ikke store firmaer ejede deres egen computer.
Min far er noget af en drømmer, mildt sagt: født i fiskens tegn. Lad os sige det på den måde, at det praktiske ikke var hans stærke side, men til gengæld var han god til at fortælle godnathistorier om Musen Hannibal. Historier, han selv opdigtede, mens han fortalte.
Nå, men min far befandt sig så i London, og alle, der har besøgt England, ved én ting: Englænderne har verdens flotteste hud på grund af landets fugtige klima. Det regner eller er tåget ret mange dage om året. Billedet af den typiske englænder viser da også en person i mørkt jakkesæt og paraply.
Min far var taget til England uden paraply.
Selvfølgelig blev det regnvejr, og naturligvis skete det, mens min far var på gaden til fods, og det blev rødt lys.
Min far standsede ved fodgængerovergangen og belavede sig på at vente på grønt i den begyndende, silende regn. Da kom der pludselig en sort paraply dalende ned til ham fra himlen.
Der var mennesker overalt med paraplyer. Min far kiggede sig omkring for at se, hvem der havde mistet sin til vinden, men så ingen forbløffede og våde englændere lede efter den ly, der skulle beskytte dem mod regnen.
Han kiggede op - kunne paraplyen være kommet via et åbentstående vindue? Nej, de var alle lukkede.
Paraplyen var bogstavelig talt dukket op fra den blå luft.
Min far havde den paraply i mange år. Og hver gang han brugte den, fortalte han os den forbløffende historie om, hvordan han havde fået den en regnfuld dag ved en vejkant i London.