En pudsig observation
For tiden ser jeg nogle undervisnings-cd’er i “Hypnotic Writing”. De er lavet af Joe Vitale, optaget på et weekend-seminar, han har afholdt.
Joe Vitale er absolut hypnotisk at høre på. Meget spændende. Han kan tale i timevis, og man sluger hvert ord. Jeg gør i hvert fald. Men så opdagede jeg noget pudsigt.
En af deltagerne er en kvinde i 50′erne. Hun ser vindtør og kedelig ud, og når hun en sjælden gang taler, er hendes stemme tør og knækkende.
På anden dagen af kurset havde Joe Vitale en gæstespeaker, Craig Perrine. Craig havde mange fornuftige ting at sige, men … åh! Hvor er han dog keeeeedeeeeeliiiiig at høre på. Samme stemmeleje hele tiden. Hypnotisk? Ja! I den forståelse, at man (jeg) falder direkte i dyb søvn. Faktisk er jeg i gang med at skrive dette indlæg, mens han taler i baggrunden. Jeg er deaktiveret.
Til gengæld er den kedelige dame aktiveret. Hun stiller det ene spørgsmål efter det andet, så Craigs dybe, ensformige stemme afløses jævnligt af hendes tørre og knækkende stemme. Åbenbart er vi ikke alle enige om, hvad der aktiverer os.
Det er helt rigtigt. Nogle gange synes jeg selv jeg er bare en smule intolerant når jeg møder en person som dels har en helt forkert baggrund i forhold til sit ansigt og påklædning, og når vedkommende så åbner munden går det helt galt. Jeg har det især med påtagede australske accenter. Ved ikke hvorfor.
Men det er helt rigtigt: nogle ting “tænder”, og andre ting “slukker” lige med det samme. Længere analyser kunne sikkert godt afsløre noget bestemt bag dette, men det er vel et spørgsmål om at vi alle efterhånden har lært at prioritere vores tid. Nogle ting synes (fornemmes) at tage for lang tid, simpelthen.
Way off? Måske.
Kommentar by Henrik Blunck — 02-05-2007 @ 23:04