Et svar at tænke over
Det er de underligste ting, man husker, er det ikke? I morges kom jeg til at tænke på et svar jeg fik, da jeg var en 6-7 år gammel, dvs. for 40 år siden. Jeg har aldrig glemt svaret af den grund, at det var et svar, som ikke bare lige gav løsningen, men krævede, at jeg tænkte over det.
I dag ville et barn nok ikke have stillet sig tilfreds med sådan et svar, men krævet løsningen på et sølvfad. Men er det nu smart? Er det ikke bedre at få barnet (eller den voksne) til at tænke selv snarere end at forære eller pådutte det ens egne løsninger?
Det svar, jeg fik på mit enkle spørgsmål, var lige så enkelt, men dog husker jeg det stadig. Her følger den korte historie:
Dengang bestod rulleskøjter at nogle metalplader med fire hjul under, placeret to og to, ligesom bilhjul. Metalpladerne kunne skubbes frem eller tilbage for at udvides eller trækkes sammen i takt med at barnet voksede, eller at rulleskøjterne blev nedarvet til mindre søskende. Over metalpladerne var spændt nogle læderremme, en bred over selve foden og en smal til hælen. Skoen skulle man selv levere. Man spændte rulleskøjterne uden på ens sko eller støvler.
En dag var jeg på besøg hos en legekammerat, Tine, og vi skulle ud og rulle. Hendes mor tog skøjterne frem til hende, jeg havde allerede mine på. Da moderen rakte skøjterne til Tine, præciserede hun, hvilken der skulle på henholdsvis højre og venstre fod. Jeg undrede mig over dette og spurgte, om der da var forskel på skøjterne? Det havde jeg aldrig lagt mærke til.
- Ja, samme forskel, som der er på strømper, svarede Tines mor, Lise.