Ved at downloade noget software kan du være med til at hjælpe en organisation efter eget valg, og du kan vælge imellem mange. Det er alle de store, der er gået sammen om projektet, fx Red Barnet, Røde Kors, Amnesty International. Vil du ikke give til den ene organisation (jeg boykotter fx Red Barnet), så kan du selv vælge, hvem du vil give til.

Softwaren findes til Windows og næsten til Mac. Du kan skrive dig ind, hvis du vil modtage en kort beked, når den udkommer. Herefter er det bare om at købe ind, og 75 % af beløbet går til godgørende formål.

Læs mere her: www.unebonnecause.fr - hvis du foretrækker dansk, så vælg det via menuen foroven.

Jeg fik min mand til at tage billeder af mig, så jeg om mange år kan se tilbage på, hvordan jeg så ud lige nøjagtigt, da jeg fyldte 48 (2 x 24). Du kan se de tre billeder her i miniaturer og i større format, hvis du klikker på dem og ellers har mod på det

Oversætter, og ind imellem får jeg små nyheder fra min børn, der sidder ved hver deres internetforbindelse og sender mig et par ord via hver deres messenger.

Imens lytter jeg til Radiohead på de cd’er, min mand forærede mig i dag. Jeg har tidligere fået to andre super-gaver af ham! En figurine af en night elf fra World of Warcraft, og treeren i serien World of Warcraft i specialudgave (The Wrath of the Lich King) med bl.a. musikken fra spillet. De kiggede godt nok underligt i butikken, da han sagde, at det var en gave til hans kone

Gid du må få en lige så god dag, og nyd de små ting, de små stunder. Det er dem, der tæller i sidste ende. De mange små dejlige lykkebringere!

Jeg hørte om Danmark i Radioen her til morgen - i France Bleu Touraine.

Der er kommet et undersøgelse om at danskerne skulle være det mest lykkelige folkefærd, fulgt efter af schweizerne.

Og Nykøbing skulle være stedet.

I radioen undrede de sig over hvad årsagen kunne være:

- Det var ikke pga. vejret da gennemsnittemperatur er på 7 grader i

januar og 20 grader i august samt at det regner i gennemsnit hver anden dag.

- Det er ikke pga. lave skat - danskerne er det folk, som har det
højeste skattetryk (i hvert fald i Europa).

- Det er ikke pga. høj sundhed eller levealder (danskerne er blandt dem
i de industrialiserede lande, som har kortest levealder).

Der kom forskellige bud:

- Danskerne er det folkefærd i Europa (tror jeg det var), som spiser
mest sukker - og sukker gør glad. Det må jeg indrømme undrede mig fordi
jeg synes nemlig ikke, at danskerne spiser meget sukker … Såhe …

- Danskerne er det folkefærd i Europa med størst alkoholproblem og alkoholmisbrug (om de så mente, at folk var plørede, da de svarede
undersøgelsen, ved jeg ikke).

- Der er lighed mellem mænd og kvinder i Danmark. Lige løn for lige arbejde, lige betingelser til alle, hvilket gør at folk er mere lykkelige.

- Der er tillid til hinanden - journalisten fortalte som noget ret enestående, at landmænd, som sælger kartofler m.m. ved vejene bare har
tingene frem og en kasse, man betaler i (altså ubevogtet). Man har implicit tillid til hinanden og det gør folk mere lykkelig (det tror jeg
til gengæld nok er godt nok til gengæld).

- Endeligt så fortalte journalisten, at det vigtigste var, at danskerne havde “Ik”. Det var så det centrale i danskernes glæde. Hvad var “ik”?
Det var et typisk dansk begreb, som staves: h-y-g-g-e.

Behøver jeg at kommentere det?

Jeg var helt flad af grin, da jeg hørte det, men okay, journalisten havde søreme gjort sit arbejde ordentligt, synes jeg

Kan I ik jer allesammen?

ikkehejsa.

Jo, for jeg plejer faktisk at hoste 444 gange om dagen, og 222 gange om natten. Sådan cirka, ikke?

Det har været så galt, så mine børn altid har sagt, når de har vandret omkring i supermarkedet, mens vi var på indkøb, at de altid har kunnet finde mig igen, fordi de bare gik efter lyden af min hosten. Sådan har det været de sidste 15 år. For nyligt fik jeg røntgenfotograferet lungerne …

Der var intet på. Men min hoste blev værre og værre. Til sidst fik min mand mig slæbt med til lægen igen. Og lægen, vores gode doktor Sebban, sagde, at jeg måske havde allergi.

Mig? Allergi? Ja, det er rigtigt, at jeg engang har haft høfeber, men det gik væk igen lige så hurtigt, som det kom. Allergi! Nej, det er ikke mig. Det er for folk, der er for selvoptagede til at have et liv. Men okay, man skal aldrig udelade en mulighed, så jeg tog imod tilbuddet om behandling med antihistaminer. Begyndte i går ved middagstid, og allerede i går … holdt min hoste op. Har næsten ikke hostet i nat. Og næsten heller ikke i dag.

Så måske har han ret, den gode doktor.

Ak, ja, det er ikke nemt. Vi kapitalister har det nemmere. Vi behøver ikke at bekymre os om at miste vores overtræk i banken

I dag ved nogenlunde samme tid er det så 11 1/2 år siden, at vi mødtes første gang “in real life”. Vi havde kendt hinanden et stykke tid via et netværk, der hed Fidonet, og som vi brugte, før internettet blev moderne. Der skrev og læste vi begge på en konference, der hed Religion, og vi fandt ud af, at vi havde mange ting til fælles … som fx alle Asterix’er, Jumbo-bøger fra 1-150, fælles baggrund, fælles interesser osv.

På billedet her er det kun nogle få dage siden, at vi mødtes. Unge og nyforelskede. I dag er vi knap så unge, men der er ingen tvivl i mit hjerte om, at Cyril stadig er mit livs kærlighed og vil blive ved med at være det i de næste 1000 år, hvis jeg lever så længe.

Tak for de første 10 års ægteskab, min elskede

Min mormor, Agnes Nejlund, var født den 19. maj 1903. Som mange andre piger fra den tid fik hun ikke ret meget skolegang. Det blev til hver anden dag i en årrække, indtil hun kom ud at tjene hos familien Bolsen. Hun fortalt mig mange sjove historier om sine oplevelser der.

Selvfølgelig lærte min mormor ingen fremmedsprog, men trods den manglende skolegang har jeg aldrig set hende lave en stavefejl. Det sproglige må have ligget til hende, og eftersom hun var vild med at rejse, lærte hun sig lidt af hvert.

To gange om året var hun i Italien, ved Gardasøen i byen Garda. Her lærte hun sig italiensk, og engang kom hun også hjem og havde fået en tysk penneveninde, som hun havde delt værelse med. Hun havde sin dybkoger med og lavede sin kaffe på hotelværelset (det var billigere), og så satte hun sig på en bænk ved havnen og kiggede på folk og nød naturen.

Et år var hun blevet inviteret til Holland til at besøge nogle venner, som vi havde fået via campingophold i Italien. Jørgen fortalte, at da hun ankom til lufthavnen i Holland, uden at kunne et ord hollandsk, var hun blevet lidt forvirret over de rullende fortove i hver sin retning. Hvilken vej skulle hun? Hun led også af svimmelhed pga. forhøjet blodtryk, så en forgæves tur på et rullende fortov virkede ikke indbydende.

Så fik hun øje på en, der gik og fejede gulvet. Han så italiensk ud, så den gamle kone trissede over til ham og indledte samtalen med “Scusi, Signore” og så en masse på italiensk. Manden blev himmel-henrykt over at være blevet tiltalt på sit eget sprog i Holland, så han fulgte hende hele vejen på det rullende fortov til det sted, hvor hun skulle hen.

Med sprog - og især god vilje og gå på mod - kommer man langt

Nå, men historien sluttede ikke her. Flere gange dagligt ringede folk for at tale med hr. Pivert. En enkelt dame spurgte endda kun “Alain?” - hun må have kendt ham godt, men ikke så godt, at hun vidste, at han havde skiftet sit mobilnummer.

Jeg jokede med min mand om, at jeg var hr. Piverts sekretær, men at han ikke betalte mig løn. Faktisk troede flere af de personer, der ringede, at jeg var hans sekretær og spurgte efter det nye telefonnummer, som jeg jo ikke kunne give.

I mellemtiden undrede jeg mig over, hvem den populære Pivert var. For opkaldene kom stadig, mindst et om dagen.

En aften, hvor telefonen ringede, tog jeg mod til mig. Da jeg havde fyret det sædvanlige af med, at monsieur Pivert ikke længere havde det telefonnummer, og at nej, desværre, jeg kendte ikke hans nye nummer, spurgte jeg manden, der ringede, HVEM hr. Pivert var og fik svaret, at han var ejendomsmægler.

Flere opkald senere til hr. Pivert, tjekkede jeg nettet og fandt en e-mail-adresse. Jeg skrev drillende til ham om, at jeg var hans nye sekretær, men at jeg ikke havde fået løn i flere måneder. Det var i sidste uge.

Men der kom intet svar. Måske var hr. Pivert død?

Nej, i dag ringede mobiltelefonen, og det var hr. Piverts rigtige sekretær. Hun var blevet bedt om at få mine adresseoplysninger, fordi hr. Pivert gerne ville give mig en godtgørelse for, at jeg var blevet generet så meget af alle disse opkald.

Jeg sagde, at de ikke havde generet mig, men at flere faktisk gerne ville have hans nye nummer, så nu har jeg fået et, jeg kan henvise til. Jeg er blevet officiel reservesekretær for hr. Pivert, som viser sig at være direktør Pivert. Direktør for hele ejendomsmægler-kæden, hvilket forklarer den travlhed, der er på hans gamle mobilnummer.

Da jeg fortalte, at vi boede 37000 Tours, faldt sekretæren helt i svime over, at det var så smuk en region. Hun var selv fra Blois, og den by måtte jeg have set. Ja, svarede jeg og fortalte om, hvordan vi havde været der flere gange, og at nogle af vores venner fra Danmark, manden var født i Blois, så han havde vist os rundt og vist os den gamle chokoladefabrik osv.

Det var smadderhyggeligt og sjovt.

Tænk, hvad der kan komme ud af et forkert nummer. Det minder mig om en anden historie, men den skriver jeg om en anden gang.

Her får du lidt med om Funès’ version af hr. Pivert. Når han skal forklare folk, hvad hans efternavn er, siger han: “Pivert - comme un pic vert” (udtales ens), og så laver han lyde som grønspætte-fuglen (pic vert). Se det her i traileren for Rabbi Jacob, en af vores yndlingsfilm, og nok en af dem, hvor Louis de Funès er bedst:

Abonner på danske slankemails. Her kommer dagens absolutte gyser:

Lækker fedtfattig brun sovs

Puuuhhh … Lige hvad jeg manglede for at komme til at føle mig tung i maven.

Med sådan en overskift på e-mailen, hvem behøver så Stephen King?