Foxladis blog

Romanen påbegyndt

Så er jeg endelig i gang.

Jeg har drømt om det i 45 år, næsten, og jeg er så bange! Det er vitterligt som i mine mareridt, hvor jeg ser vand, swimmingpools, altid, kultiveret vand, ikke hav med bølger. Men kunstigt vand, klorvand, indespærret … Og jeg skal ud i det, trække vejret uden at få vand i lungerne. Bevæge mig i det uden at trækkes ned. Jeg er bange for dybderne, mørket, det ukendte.

Men jeg gør det sgu’! Nemlig. Som en begynder der første gang kravler op på ti-meter-vippen og kigger ud over svømmehallen, folks skrig og grin, der lyder langt væk … den kolde sved på ryggen, stilheden, tavsheden, mens armene strækkes ud, bøjes ned, nu hovedet ned … Sekunderne inden springet, hjertet der stopper … rækker ud efter evigheden og altheden. Så springet, gyset, vandet, der lukker sig om kroppen, hovedet, hjertet, ørerne, og så … Så er det overstået. Trækker vejret igen oven vande, griner, hører lydene igen, folk der råber højt, snakker, ler og livet er i gang igen.

Sådan er det at starte en roman :-)

4 kommentarer »

  1. Det var da en fed start. Kommer der en fortsættelse? Bliver den blodig?

    Kommentar by Peter — 20-10-2005 @ 22:33

  2. Ja, Peter, romanen bliver blodig ;-)

    Kommentar by Foxladi — 20-10-2005 @ 22:41

  3. WAouw! Glæder mig!!!

    I en lykkerus over at have besejret mig selv steg jeg stolt op af bassinet, greb mit håndklæde og tørrede min kolde hud. Solen stod lavt på himlen, men varmede stadig gennem ruderne under loftet. “Man kan klare alting med en rask beslutning”, filosoferede jeg tilfredst, og lænte mig tilbage for at nyde den gode stemning jeg havde i kroppen.

    Jeg vågnede med et sæt, chokeret over den skarpe stilhed. Ingen skrigende børn, ingen skvulpen fra vand i bevægelse. Bare en gennemtrængende stilhed. Svømmehallen var tom. I næste øjeblik slukkede lyset. Månen havde skiftet plads med solen og sendte et koldt lys ind ad vinduet. Mit hjerte bankede tungere og hurtigere. “Så ikke panikke!”,fortalte jeg mig selv uden det havde nogen synderlig effekt. “Hallo?”, spurgte jeg stille ud i luften. Selvfølgeligt var der intet svar, og jeg havde heller ikke regnet med noget, men jeg havde håbet på ét.

    Jeg tog en dyb vejrtrækning, greb mit håndklæde og gik ganske forsigtigt i den retning, hvor jeg mente at kunne huske udgangen var. Det følte som år at komme til den anden ende af hallen, men jo nærmere jeg kom udgangen, jo mere sikker følte jeg mig. Nu kunne jeg se udgangen, omkring ti meter meter væk. Lettet satte jeg farten op, og humøret kom tilbage. En susen og hvad jeg troede var en bevægelse fulgte. Men i mørket bilder man sig hvad som helst ind. Jeg mærkede min mave blive varm. Det var faktisk rart. Varmen fortsatte ned ad mine ben og jeg blev svimmel….

    Kommentar by Peter — 20-10-2005 @ 23:05

  4. Hej Britt. :-)
    Skøn sammenligning! :-) Husk, at vandet fra nu af kun vil kærtegne dig… noget så vidunderligt og uforglemmeligt! Det løfter dig op, lader små dråber pible ned langs dine arme - helt ud i dine skønne skrivefingre. ;-)
    God Shabbat fra Ingrid-Chenet. ;-)

    Kommentar by Ingrid-Chenet — 04-11-2005 @ 19:06

RSS feed for comments on this post. TrackBack URI

Skriv en kommentar

Skriv en kommentar, og modtag en belønning!
Powered by Wordpress Magnet