Siger du det, du mener?
Vi er blevet tudet ørerne fulde med, at vi skal sige det, vi mener, men som regel går det på de meninger, som ikke er så populære hos modtageren. Men hvad med dem, der er? Siger du altid det, du mener?
Det er først for ganske nyligt gået op for mig, at jeg ikke gjorde. Jeg mente ellers, at jeg var ganske god til at rose, men da det kom til stykket, holdt jeg min mening for mig selv. Lad mig give dig et eksempel:
For et par uger siden var jeg på kursus i hypnoterapi i Paris. På tredjedagen talte jeg igen med en af deltagerne, en ung mand, der kom fra Tunesien, viste det sig. Hans kone var fra Rumænien og talte godt fransk, men med en stærk accent. Chokri, som manden hedder, talte med kun lidt accent og et stort ordforråd.
“Hvor længe har du været i Frankrig?”, spurgte jeg og ventede, at han ville svare sytten år eller noget i den stil. Det gjorde Chokri imidlertid ikke:
“Siden februar (vi var i starten af juni)”.
Nåda, tænkte jeg, ganske imponerende, men selvfølgelig, de taler vel fransk i Tunesien. Nej, faktisk ikke, fandt jeg ud af. Kun de, der var studerende, så jeg spurgte Chokri, om han havde været studerende, og det havde han.
Hans kone sagde grinende, at Chokri nok fiskede efter en kompliment for sit gode fransk, og først der gik det op for mig, at jeg helt havde negligeret min mening: At det var fantastisk at kunne så meget fransk efter så få måneder i landet. Men stadig sagde jeg ingenting højt. Det faldt mig ganske enkelt ikke ind før en times tid senere. Der rettede jeg op på min fejl ved at rose ham.
Men det kan også være i de helt nære forhold. Hvis din mand har gjort noget godt, husker du så at sige, at du er glad for det? Eller tænker du det bare inde i dig selv, sådan som jeg plejede at gøre?
Jeg kunne være ufatteligt stolt af min mand i mange situationer, men jeg sagde det aldrig. Det troede jeg da bare, at han vidste. For jeg følte det jo, så måtte han jo også føle, at jeg følte det. Følelsernes sjette sans. Næ, det virker bare ikke sådan.
Husk, at det at sige sin mening ikke kun gælder de kritiske meninger, men også de rosende meninger. Du vil glæde dine omgivelser ved at sige det højt, som du tænker.
