Vil De købe mig en sandwich?
I onsdags var jeg ude at købe gaver, og tiggere og andre godtfolk var også på gaden for at udnytte, at folk alligevel var i gang med at give penge ud.
En af dem forsøgte at stoppe mig. Han havde nogle aviser under armen. Aviser, der var skrevet om de boligløse i Frankrig. Jeg har før støttet dem, men i onsdags havde jeg næsten ingen penge med mig, så jeg svarede kort: “Nej, tak, ikke i dag.”
Så let lod manden sig dog ikke afvise. Han benyttede en for mig helt ny og uventet teknik.
“Undskyld, frue”, sagde han og kiggede direkte på mig med store, brune, sørgmodige øjne.
“Ja?”, svarede jeg.
“Vil De købe mig en sandwich?”
Klokken var 16 om eftermiddagen, og jeg fik ondt af manden. Det var ikke godt at vide, hvornår han sidst havde spist. Cyril havde givet mig 4 euro i kontanter, og jeg havde brugt 2 til parkometret (100 minutters parkering), så jeg havde lige 2 euro-mønt tilbage i lommen. Den gav jeg ham. Trykkede den ned i hånden på ham, mens jeg sagde, at han hermed fik mine sidste penge, for jeg vidste godt, hvordan det føltes at være uden penge.
Lige nu følte jeg mig heltemodig og ædel.
Men manden gentog sit spørgsmål: “Vil De købe mig en sandwich?”
Det ødelagde totalt det image, jeg lige havde opbygget for mig selv som den godgørende og ædelmodige kvinde, så han begyndte at irritere mig.
“Hvorfor?”, spurgte jeg ham, hvortil manden svarede, at en sandwich kostede 4 euro, så det kunne han ikke selv købe.
Nå, så mine usle 2 euro var ikke gode nok, hm …
“Jeg har ikke flere”, svarede jeg, som sandt var, men manden blev ved, og nu irriterede han mig virkelig.
“Jeg HAR ikke flere, jeg HAR ikke flere, jeg HAR ikke flere!”, sagde jeg lynhurtigt og ærgrede mig over, at jeg overhovedet havde givet ham penge. Et splitsekund overvejede jeg at tage mønten ud af hånden på ham igen, men så fik mit bedre jeg overtaget. Og jeg gik!
Kort efter krydsede jeg vejen og mødte endnu en mand med aviser under armen. Idet jeg hastede forbi, sagde han: “Undskyld, frue”.
“Jeg HAR allerede givet Deres kollega på den anden side af vejen!”, svarede jeg vrissent og skyndte mig væk fra den forbavsede mand.
Selvom Tzedaka er nobelt må det erkendes, at vi nu til dags konfronteres med nogle mennesker som slet ikke står mål med selv at være gået den første mil før de beder om hjælp til den sidste.
Jeg indrømmer, at godgørenhed måske blev mere udbredt hvis skatterne faldt, men synes der i det hele taget mangler en holdningsændring. Tiggere vedbliver med at være tiggere i stedet for at tage skeen i den anden hånd, tage ansvar for sit liv og begynde i den rigtige retning.
Vi ser samme tendens her i landet. Folk der brokker sig hvis de ikke “lige kan få en 4-værelses” til den ønskede pris, men som alligevel gerne bruger det dobbelte af prisforskellen på ligegyldigheder. Den slags “økonomi” er ikke det vi andre lærte, og jeg føler nogle gange jeg er født i det forkerte århundrede i forhold til den forkælelse nogle har.
Selvom du gjorde det rigtige, så er mange af dem der tigger nærmest bander fra øst som har fundet ud af det er en ganske god forretning. Én der spillede på Strøget i København lavede næsten 900 om dagen, og han betaler næppe skat - omend rygtet kan være forkert…
Kommentar by Henrik Blunck — 20-01-2008 @ 01:47