Se her, hvor intelligent hun er. Selv om hun kun er 28 timer gammel og født i Frankrig af fransktalende forældre, så forstår hun dansk. Endda med lukkede øjne. Se de få sekunders film, der viser alt.

Den ene oplevelse handler om den bank, jeg har haft i nu mere end fire år, og den anden om en restauratør, jeg ikke havde set før i går, da vi spiste hos ham.

Søndag og sol.

Vi var ude at køre en tur og stoppede i en lille by. Vi blev enige om at spise frokost der i stedet for at køre hjem og flikke noget sammen. Så vi kiggede rundt i byen.

I Frankrig holder mange restauranter lukket om søndagen, og det var også tilfældet i denne lille, hyggelige by, men kebab’en havde åbent, og så var der en lille restaurant, der tilbød en wok-menu, hvor man selv kunne vælge kød og grøntsager. Lækkert. Vi snakkede lidt med kokken, som stod og lavede maden udenfor, og som viste sig også at være ejeren af restauranten. Indenfor serverede hans kone, og deres søn på 2 rendte i hælene på hende.

Efter et hyggeligt og velsmagende måltid ville vi betale, og på det tidspunkt opdagede jeg, at pungen med kostpenge var lagt pænt derhjemme på plads på dens hylde. Med andre ord: Vi havde ingen kontanter med os.

Heldigvis havde vi vores danske visa-kort, hvor jeg vidste, at der var gået godt 3.200 kroner ind på for ganske nyligt, og vi havde ikke rørt det siden.

Men, men, men … kortet blev afvist.

Min mand gik til den nærmest pengeautomat, der spiste kortet.

Nu havde vi intet kort og ingen penge.

Der var ikke andet at gøre end at lægge kortene på bordet – og min iPhone, som jeg tilbød som pant. Vi var 40 km hjemmefra, og restauranten var ved at lukke, men vi ville gerne komme tilbage dagen efter med betalingen. Lidt snak frem og tilbage senere (fordi restauranten var nemlig også lukket dagen efter), sagde ejeren, at han ikke ville tage min iPhone, fordi jeg kunne jo få brug for den. Han stolede på os, sagde han. Vi kunne bare lægge pengene (70 euro = 521 dkk) i en kuvert og skubbe den ind under døren, når vi kom for at betale.

Men hvad med bankens rolle i alt det her?

Som sagt har jeg haft Lokalbanken siden foråret 2005. De ved, at jeg bor i Frankrig, og de ved, at der kommer rigtig mange kroner på kontoen i ny og næ, især to gange om året, når der falder royalties fra forlaget, men også sporadisk, når vi sælger e-bøger eller laver PHP-scripts for folk eller andet i Danmark. Ellers går alle penge mest ud og ind via vores franske bank eller PayPal.

De ved også, at vi betaler nogle ganske få regninger fast via dem, som fx DK Hostmaster (2 domæner), og ganske få andre ting.

Det er også sket, at vi ved en fejl har brugt visa-kortet, hvor vi skulle have brugt vores franske, og så er kontoen kommet måske 100 kroner i overtræk. Disse overtræk er altid blevet dækket ind, lige så snart der igen kom en indbetaling.

For nyligt havde DK Hostmaster hævet til to domæner, og der var også sket en anden automatisk hævning, gebyret for visa-kortet, mener jeg det var.

Først havde jeg ikke set det, for jeg tjekker ikke kontoen så tit, men en dag blev jeg opmærksom på, at der manglede 300 kroner på kontoen. Vi havde ikke brugt visa-kortet i lang tid, og jeg lagde det væk, så jeg ikke kom til at bruge det ved en fejl.

Nogen tid efter kom der brev fra Lokalbanken om, at mit kort var blevet spærret på grund af overtræk, og de havde taget 33 % i gebyr for dette (100 kroner).

Kort efter kom der som nævnt godt 3200 kroner ind på kontoen.

Så regnede jeg med, at når de så, at der manglede 300 kroner, og reagerede, så ville de naturligvis også reagere, når der kom 3200 kroner ind, ikke?

Men nej.

Svaret i dag var, at det skulle jeg selv holde øje med.

Et eller andet sted tror jeg, at banker ved, at vi er afhængige af dem.

Gid der var en bank, som man rent faktisk kunne have som forretningspartner. En, der vidste, at man i ny og næ kunne overtrække, men uden at der af den grund var tale om, at man var en ond og skummel person, og en bank, der rent faktisk et eller andet sted var klar over, at det var MINE penge, jeg lod stå hos dem, og ikke nogen, de bare havde råderet over, og som jeg så kunne tigge og bede om at få mulighed for at trække ud af deres bank igen.

Tænk, hvis der fandtes en bank, hvor man kunne have den slags ligeværdige forhold? En bankrådgiver, der ikke talte ned til en, som om man var en knægt på 3 år, der havde stjålet af kagekassen? (Citat fra e-mail i dag: Jeg har ophævet spærringen nu, men såfremt kontoen bliver overtrækket igen, vil kortet blive spærret.)

Tænk, hvis ens bank igennem mere end fem år kunne have bare en brøkdel af den tillid, som en totalt ukendt restauratør med kone og små børn kunne have?

Ville verden så ikke være et herligt sted at være?

Det er jeg i princippet også, men det var faktisk denne uvidenhed, der gav os problemer for nogle år siden.

Vi havde som vanligt arbejdet hårdt. Det var en tirsdag i februar, og vi besluttede, at vi ville forkæle os selv og slappe rigtigt af med en middag ude i byen.

Som sagt så gjort, så vi kørte til nærmeste storby, 11 km fra den lille by, vi boede i.

For en gangs skyld var det let at finde parkeringsplads, men klokken var også kun 19. For tidligt for franskmænd at spise. Vi gik de få skridt fra bilen hen til et af vores sædvanlige spisesteder.

Da vi trådte ind, spurgte værtinden os, om vi havde reserveret plads. Vi kiggede rundt i den tomme restaurant – ah, ikke helt tomme. Der sad et par ved et bord i nærheden – og lo ad hendes vits.

Hun så alvorlig ud og gentog spørgsmålet. Vi lo igen og spurgte, om hun ikke kunne klemme os ind et sted, og så svarede hun “et øjeblik” og gik og tjekkede en stor bog. Vi begyndte at ane uråd. Måske havde de et stort selskab, der skulle komme?

Værtinden kom tilbage. Nej, hun havde desværre ingen ledige pladser. Nå, intet problem. Der er masser af andre gode restauranter i Tours, så vi gik videre til den næste. Denne gang til fods.

Næste restaurant var også fyldt, og næste igen, og nu var klokken efterhånden blevet så mange, at vi kunne se med vores egne øjne, at der virkelig var fyldt op. Mange steder var der hængt et skilt på døren “alt optaget”. Det var højst mystisk.

Men så slog det mig pludselig, at vi i et stykke tid havde modtaget e-mails med reklamer og gaveideer til Valentins dag. Måske var det den dag? Ah, men det kunne da ikke passe, at folk sådan myldrede ud at spise på en kommerciel helligdag?

Jo, det kunne det, fik vi bekræftet, da vi nåede den sidste restaurant på vej hjem. Senere fortalte værtinden det sted, at mange par rent faktisk kom op at skændes den aften. Sankt Valentins Aften.

Så hvis du skal ud at spise med din elskede på Valentins dag/aften den 14. februar skal du huske at bestille bord inden. Og hvis du ikke har tænkt dig at fejre Valentins dag, så bliv hjemme og spis pizza i stedet. Det endte vi med at gøre det år.

You know what? You’re quite weird in a way!

Taaak (Ved du hvad? Du er ret underlig på en måde!)

Helt i orden. Jeg siger som Radiohead: I wanna be special, so f… special. But I’m a freak. A weirdo …

Man spiller online med forskellige figurer. Og disse personager har alle samme alder at se på.

Så når man møder andre, så går snakken på tre ting som regel:

• Hvor gammel er du?
• Hvor er du fra?
• Hvilket niveau er du på? (lvl)

Og så er jeg lidt flov, når jeg svarer 48 på det første spørgsmål.

I dag spillede jeg nemlig helt fint med en på 14 og en på 25 (snart 26, som han sagde).

Dette spil har virkelig ingen alder Vi er alle lige!

P.S. Jeg glemte at skrive, at hvis du vil prøve gratis i ti dage, så skriv til mig i kommentaren her på bloggen.

Jeg fik min mand til at tage billeder af mig, så jeg om mange år kan se tilbage på, hvordan jeg så ud lige nøjagtigt, da jeg fyldte 48 (2 x 24). Du kan se de tre billeder her i miniaturer og i større format, hvis du klikker på dem og ellers har mod på det

Oversætter, og ind imellem får jeg små nyheder fra min børn, der sidder ved hver deres internetforbindelse og sender mig et par ord via hver deres messenger.

Imens lytter jeg til Radiohead på de cd’er, min mand forærede mig i dag. Jeg har tidligere fået to andre super-gaver af ham! En figurine af en night elf fra World of Warcraft, og treeren i serien World of Warcraft i specialudgave (The Wrath of the Lich King) med bl.a. musikken fra spillet. De kiggede godt nok underligt i butikken, da han sagde, at det var en gave til hans kone

Gid du må få en lige så god dag, og nyd de små ting, de små stunder. Det er dem, der tæller i sidste ende. De mange små dejlige lykkebringere!

Jeg hørte om Danmark i Radioen her til morgen – i France Bleu Touraine.

Der er kommet et undersøgelse om at danskerne skulle være det mest lykkelige folkefærd, fulgt efter af schweizerne.

Og Nykøbing skulle være stedet.

I radioen undrede de sig over hvad årsagen kunne være:

- Det var ikke pga. vejret da gennemsnittemperatur er på 7 grader i

januar og 20 grader i august samt at det regner i gennemsnit hver anden dag.

- Det er ikke pga. lave skat – danskerne er det folk, som har det
højeste skattetryk (i hvert fald i Europa).

- Det er ikke pga. høj sundhed eller levealder (danskerne er blandt dem
i de industrialiserede lande, som har kortest levealder).

Der kom forskellige bud:

- Danskerne er det folkefærd i Europa (tror jeg det var), som spiser
mest sukker – og sukker gør glad. Det må jeg indrømme undrede mig fordi
jeg synes nemlig ikke, at danskerne spiser meget sukker … Såhe …

- Danskerne er det folkefærd i Europa med størst alkoholproblem og alkoholmisbrug (om de så mente, at folk var plørede, da de svarede
undersøgelsen, ved jeg ikke).

- Der er lighed mellem mænd og kvinder i Danmark. Lige løn for lige arbejde, lige betingelser til alle, hvilket gør at folk er mere lykkelige.

- Der er tillid til hinanden – journalisten fortalte som noget ret enestående, at landmænd, som sælger kartofler m.m. ved vejene bare har
tingene frem og en kasse, man betaler i (altså ubevogtet). Man har implicit tillid til hinanden og det gør folk mere lykkelig (det tror jeg
til gengæld nok er godt nok til gengæld).

- Endeligt så fortalte journalisten, at det vigtigste var, at danskerne havde “Ik”. Det var så det centrale i danskernes glæde. Hvad var “ik”?
Det var et typisk dansk begreb, som staves: h-y-g-g-e.

Behøver jeg at kommentere det?

Jeg var helt flad af grin, da jeg hørte det, men okay, journalisten havde søreme gjort sit arbejde ordentligt, synes jeg

Kan I ik jer allesammen?

ikkehejsa.

Jo, for jeg plejer faktisk at hoste 444 gange om dagen, og 222 gange om natten. Sådan cirka, ikke?

Det har været så galt, så mine børn altid har sagt, når de har vandret omkring i supermarkedet, mens vi var på indkøb, at de altid har kunnet finde mig igen, fordi de bare gik efter lyden af min hosten. Sådan har det været de sidste 15 år. For nyligt fik jeg røntgenfotograferet lungerne …

Der var intet på. Men min hoste blev værre og værre. Til sidst fik min mand mig slæbt med til lægen igen. Og lægen, vores gode doktor Sebban, sagde, at jeg måske havde allergi.

Mig? Allergi? Ja, det er rigtigt, at jeg engang har haft høfeber, men det gik væk igen lige så hurtigt, som det kom. Allergi! Nej, det er ikke mig. Det er for folk, der er for selvoptagede til at have et liv. Men okay, man skal aldrig udelade en mulighed, så jeg tog imod tilbuddet om behandling med antihistaminer. Begyndte i går ved middagstid, og allerede i går … holdt min hoste op. Har næsten ikke hostet i nat. Og næsten heller ikke i dag.

Så måske har han ret, den gode doktor.