For nogle år siden, hvis nogen spurgte mig, ja, så var jeg stolt over at være fransk. I dag? Næh, knap så stolt. Hvorfor? Hvad er der sket?
De seneste års politiske beslutninger har gjort mange franske mindre stolte over at være franske, heriblandt jeg. Som ny franskmand var jeg ellers, som man siger her, mere royalist end kongen, dvs. jeg var rigtig stolt af mit nye fædreland, som vi flyttede til i år 2000, og som jeg nogle år senere blev statsborger i.
Frankrig passer mig godt på mange måder. Min kultur og humor er mere fransk end dansk, for slet ikke at tale om mit temperament, der kan gøre en korsikaner helt bleg af misundelse. Byerne er smukke her, landskabet skønt og afvekslende, klimaet varmt og mildt, folk søde og venlige, og generelt med en stor og bred viden om mange emner.
Det, der er sket i Frankrig, har været tæt på at gøre mig til racist, og jeg bryder mig bestemt ikke om at blive et dårligere menneske, end jeg er i forvejen 
Her er nogle af de ting, der er sket i de seneste år, og som vi kan takke bl.a. Sarkozy for, der stiller op til præsident:
* Positiv diskrimination. Hvis en neger eller en araber søger job eller lejlighed, skal du vælge ham/hende i stedet for at vælge den kandidat, der passer dig bedst.
* Ulovlige indvandrere har ret til gratis lægehjælp for sig selv og hele sin omfattende familie. Fattige franskmænd må klare sig selv.
* Sorte og arabere får gratis eller billig bolig, evt. på hotel. Fattige franskmænd sover på gaden. De bliver ikke gamle, i øvrigt.
* Hvis du siger noget grimt om jøder eller franskmænd? Nå, ja, det er vel ligegyldigt.
* Hvis du siger sandheden om Muhammed, bliver du fyret.
* Hvis du siger, at man ikke længere kan udtrykke sig frit i Frankrig uden at blive idømt dødsstraf, så idømmes du dødsstraf (teoretisk set afskaffet i Frankrig).
* Hvis du fortæller om, hvordan mange (ikke alle) arabere og sorte opfører sig, risikerer du fyring og/eller døds- eller fængselsstraf.
* Hvis du er polygamist (teoretisk set forbudt i Frankrig), fÃ¥r du hjælp til samtlige dine koner og børn. Dette kan betyde mÃ¥neds”lønninger” pÃ¥ omkring 6.000 euro (mindstelønnen, som de fleste fÃ¥r, er pÃ¥ ca. 1200 euro).
Mange af disse ting har jeg oplevet på nær hold: I Paris, i 9. arrondissement fx, hvor jeg kommer jævnligt, sover hvide franskmænd på gaderne. De tigger ikke. De lægger sig bare, opgivende. I 10. arrondissement, hvor jeg var en af de få hvide, da jeg boede der en weekend, sover ingen på gaderne. Til gengæld har der lige været stor ballade på Gare du Nord. En indvandrer med 22 voldssager bag sig (dømte) ville ikke finde sig i at skulle betale togbillet, og det kom til et stort slag imellem politi, vagter på stedet og unge ballademagere. Sarkozy (kaldet Sarko af franskmændene) gav venstrefløjen skylden (selv om han har været ved magten de sidste fem år), mens venstrefløjens præsidentkandidat Ségolene Royal (kaldet Ségo af franskmændene) beskylder højrefløjen for at fejle. Genialt, om nogen ville tage ansvaret, ikke?
Min mands onkel er blevet bortvist fra den skole, han underviste på, anklaget, har været arresteret og tilbageholdt, for at skrive på sin blog, reelle sager, om de elever, han og kollegerne underviser. Deres navne var ændret, kun fornavnene bibeholdt, men det fremgik tydeligt af disse, hvilken etnisk majoritet de tilhørte.
Samme onkel kender en lærer, der fortalte eleverne (korret), at Mohammed endte med at blive en tyv og morder. Han var historielærer, der var ikke tale om religionsundervisning. Læreren blev fyret.
Fra bladene kender jeg professor Reddeker, der skrev, at vi i Frankrig ikke længere kan udtale os frit uden at blive dødsdømt af ekstremistiske islamistiske grupper. Han er nu dødsdømt, på trods af at dødsstraffen er ophævet i Frankrig. Ingen gør noget. Professoren kan ikke længere arbejde. Han er gået under jorden.
Er det måske noget at være stolt over?
Vi skabte et firma her i Frankrig. Vi havde også firma i Danmark. Fire år senere måtte vi give op og lukke det igen. Nu har vi firma i England. Små virksomheder bliver myrdet i massevis på grund af papirer, der skal udfyldes, og som er skrevet i så uforståeligt et sprog, at selv erfarne bogholdere må give op. Desuden skal vi betale tvunget pension, tvunget sygesikring og tvunget socialbidrag i en så stor størrelsesorden, at ingen kan følge med. Der lukker en gård hvert kvarter i Frankrig. Gårdejerne synker under de økonomiske, arbejdsmæssige og papirmæssige byrder. Det er faktisk de små virksomheder, der ansætter den største mængde folk, og når de ikke kan mere, stiger arbejdsløsheden. Især da de store virksomheder i større og større grad flytter til udlandet, fx Kina, hvor de kan få de små børn til at arbejde næsten gratis for sig.
Er det noget at være stolt over?
I går var vi til politisk stormøde med en præsidentkanditat, som ifølge vores mening er den eneste, der kan give håb til Frankrig. Han er ikke racist, men vil ikke have flere til blot at komme og nasse på vores system, så længe vi ikke har råd til at hjælpe vores egne statsborgere. Han gør noget for de små virksomheder, og han nøjes ikke med at tale om det. I hans egn, hvor han længe har været præsident, er der en virksomhed per 15 indbyggere. 75 % af indbyggerne bor i egen bolig (imod 55 % i hele Frankrig). Hans arbejdsløshed er nede på 6,75 %. Han har intet imod Islam, men han vil ikke finde sig i, at shariaen skal være lov i Frankrig. Det skal være muligt at skifte religion, også selv om man har været muslim (det giver i dag dødsstraf).
Denne mand hedder Philippe de Villiers, og han kunne godt være ligeglad med Frankrig. Han har skabt sig en stor og succesfuld virksomhed, en forlystelsespark ved navn Puy de Fou. Den succes er nok for de fleste personer. De behøver ikke at udrette mere i deres liv. Men Philippe de Villiers (ogsÃ¥ kaldet P2V) er idealist, og han elsker Frankrig. Han vil gøre franskmændene stolte af at være franske igen. Hans slogan er: Fiers d’être français – avec Villiers.
I gÃ¥r fyldte vi en af de største sale i Paris, Pallais du Congres. 8.000 mennesker deltog, og vi vinkede til hinanden i busserne pÃ¥ vej hjem. Vi har fÃ¥et hÃ¥b igen – hÃ¥b om atter at kunne være stolte over at være franske.