Har jeg talt om umulige unger før? Det er en af mine yndlingsaversioner. Spørgsmålet er bare om det, som det gælder umulige og gøende hunde, er barnet eller forældrene, den er gal med?
Ja, jeg ved det. Man kan ikke generalisere, for somme tider er det det ene, somme tider det andet.
Vi har lige haft besøg af et ægtepar med en efternøler pÃ¥ 8 Ã¥r, og han er ganske uudholdelig. Sidder aldrig stille pÃ¥ stolen, skal konstant underholdes, se film, spille pÃ¥ sin mors computer, som han jævnligt ødelægger, ridser i vores møbler, karter rundt, afbryder de voksne med “morsomheder” osv. osv.
I Frankrig drikker man aperitif før maden, hvis man har gæster, og ofte serveres en lille skål nødder eller andet til, ligesom i Danmark, når man spiser chips. I samme sekund skålen med saltede nødder rørte bordet, havde ungen hele hånden i skålen, og få minutter senere var der ikke flere tilbage. Bagefter kunne han ikke spise sin mad. Spiser et nip grøntsager og et nip kød, medmindre det er noget, han virkelig kan lide, så æder han løs. Spiser med åben mund og smasker. I øvrigt kan han ikke selv skære kødet ud, otte år gammel.
I går aftes havde han intet spist ved middagsbordet. Ved 23-tiden havde han ondt i maven af sult og fik serveret brød (som vi skulle have brugt i dag), banan osv.
Det er ikke bare fordi forældrene ikke vil tage en konflikt, når de er ude, for derhjemme er det samme mønster. Intet mad ved måltiderne, men dessert og masser af cola.
Kan det undre nogen, at han altid hoster og er sløj?
Naturligvis må folk selv om, hvordan de vil opdrage deres børn. (Jeg siger fra, når han begynder at ødelægge vores møbler, altså de gange, jeg har set det, for i løbet af den tid vi har kendt hinanden er der en del skader, som vi ikke har kunnet nå at stoppe: Hans navn ridset i vores nye træbord, en ridse i en skulptur osv.). Men det går nu ud over samværet med forældrene, synes jeg. Fornøjelsen er noget bladet, især fordi ungen hele tiden er der. Han kan ikke sove alene, otte år gammel.
Rent bortset fra det er det at gøre børnene en bjørneteneste, for hvem gider at omgås dem senere i livet?
Hej Britt
Der er sket meget siden jeg forlod Den Franske Skole (efter 8. klasse i 1987), for dengang forstod man værdien af disciplin.
Tingenes tilstand er ikke blevet meget bedre herhjemme. Pædagoger er jo dygtigere end alle andre, og konsekvensen af et skift fra en dygtig dagplejemor til en børnehave er – netop – konflikter. Unødvendigt fordi de gode vaner allerede var skabt ad positiv vej. Men nu var det pludselig sjovt at opføre sig anderledes…
Patrick er heldigvis kommet sig over den fase, men alligevel…. Der har været tidspunkter hvor vi begge har beundret, at vi kunne holde vores “sang froid” (koldt vand i blodet).
Håber forældrene (til den 8-årige) får løst problemet.
Hej Henrik – tak for din kommentar.
Forældrene fÃ¥r ikke løst problemet, fordi … problemet er, at de ikke ser det som et problem. De ser ikke, at ungen, en efternøler, er irriterende, og moren ser det ikke som et problem, at han enten bliver oppe, mere og mere umulig (hvilket er det normale), eller at hun skal “sove” med ham, fordi han ikke kan være alene nogen steder. Ej heller, at han ikke spiser mad, undtagen hvis han kan lide det, og sÃ¥ forventes man at falde i svime af glæde over det. Hun ser det heller ikke som et problem, at han slÃ¥r ud efter hende og svarer hende igen, fordi hun selv slÃ¥s med ham for sjov.
Hverken han eller hans storebrødre bliver nogensinde bedt om noget. De tager ikke af bordet efter sig. De “hjælper” ikke med opvask, rengøring eller noget. Hvilke moderne svigerdøtre gider at finde sig i den slags?
Jeg har set faderen slæbe en masse kufferter ud til bilen, mens sønnerne sad og slappede af inde i huset.
Nej, forældrene ser ikke problemet, fordi det ikke er et problem for dem, og derved kan de ikke ændre på noget som helst.